Fanø Krogaard ligger i et af Danmarks største spisekamre af råvarer. Vi har Vadehavet lige udenfor døren, fritgående kvæg og høns fra områdets mange passionerede landmænd og hyggelige gårdbutikker med lækre grøntsager. I vores køkken er der derfor fokus på økologi, dyrevelfærd, danske og gerne lokale kvalitetsråvarer.
For os føles det rigtigt at bruge råvarer, der ikke er fragtet halvvejs rundt om kloden for at ende på Fanø. Samtidig smager de bare godt. Vi sætter pris på at benytte de bedste af slagsen, hvoraf vores menu også er inspireret af sæsonen. Ligeledes sætter vi en stor ære i at lave alt vores mad fra bunden.
Vi bestræber os ligeledes på at tilbyde økologiske, bæredygtige vine, som er sæsonprægede. Men først og fremmest vine, der falder i køkkenets og tjenernes smag. Vi fravælger oversøiske vine, samt druer, der ikke sætter et jordnært aftryk på kortet, så alle vores gæster kan være med. Vi ser gerne, at vinene er en forlængelse af serveringerne, så de komplimenterer hinanden på en behagelig måde og giver vores gæster en skøn smagsoplevelse.