Forår på Fanø - Fanoekrogaard
Olev foråret på Fanø
Når øen vågner op

Der findes næppe noget så smuk som det danske forår, og på Fanø er det noget ganske særligt, når øen langsomt vågner op fra sit vinterhi. Vi mærker ø-livets langsommelighed og den unikke natur der lige nu spirer og grønnes, og alle nyder det smukke forår, inden øen for alvor trækker i ”sommertøjet”
Derfor er foråret også perfekt til at mærke og fordybe sig i øen, og alt hvad den har at byde på
af natur og kultur.

 

Et helt unikt spisekammer

Om foråret nyder vi stadig roen og langsomheden, selvom vi både ude og indenfor på kroen er i gang med forberedelserne til den kommende sæson. Menuerne planlægges og nye retter testes. Processer og opgaver er igangsat og vinges af, så kroens spisekammer er fyldt med lækkerier til en travl sommer. Fanø Krogaard ligger nemlig i et af Danmarks største spisekamre af råvarer, med Vadehavet lige udenfor døren. Derfor føles det også helt naturligt at bruge råvarer, der ikke er fragtet halvvejs rundt om kloden, for at ende på Fanø. Det handler ikke kun om bæredygtighed og etik, men også om at vise vores gæster, hvad der er muligt med simple ingredienser fra området.

Tag ud og mærk naturen 

Vores gæster spørger ofte, hvad de skal opleve på Fanø. Det har vi mange gode bud på, men det rigtige svar at give er faktisk : “Fanø skal man ikke blot opleve – Fanø skal man mærke”, og forår på Fanø kan man i den grad mærke. Når solens første stråler rejser sig over Vadehavet, og luner ind gennem vinduerne på kroen, er det er tid til at byde dagen velkommen. Er det lavvande kan man ofte spotte sælerne på søjorden lige nedenfor kroen, enten i gang med at nyde foråret eller på jagt efter føde.
Begiver man sig længere ud i klitplantagen, vil man opleve øens flora og fauna i gang med at folde sig ud. Følfod og marts-viol og lidt længere henne på foråret kan man være heldig at nyde de smukke vilde orkideer. Oplev vilde kaniner, fasaner og rådyr. Lyt efter spættens hakken, lærkens sang og rørdrummens pauken, der lyder lidt, som når man puster i en tom flaske. Tag på stranden, og gå helt nede i vandkanten. Nyd havets brusen eller blide bølgeskvulp, alt efter vind og vejr.
Mellem tang og skaller kan man endda være heldig at finde rav.

Stemningen på Fanø er helt særlig,
når øen vågner op fra sit vinterhi.
Nyd det lokale byliv

På en tur rundt i de de små gader og langs smalle stier i Nordby og Sønderho mærker man ø-livet spire. Der bliver malet, vasket af og fejet, og de første løgplanter bliver plantet ud i krukker. Stemningen på Fanø er helt særlig, når øen vågner op fra sit vinterhi. Butikkerne udvider åbningstiderne, og værstederne kan igen have dørene åbne, så vi nysgerrigt kan kigge med. Dump ind og nyd en kop kaffe på en af de små caféer. Her kan man ofte få gode tips, for der er god tid til det, og de lokale er ekstra snakkesaglige ovenpå en lang vinter.

 
Forårstip fra en lokal:

Jeg kan varmt anbefale at snøre de gode vandrestøvler, pakke en lille rygsæk med madpakke og kaffe. Tag turen ud gennem Postens Have, videre over klitterne vest for golfbanen, ud til bunkerne, badesti 2 og ud på Søren Jessens Sand, der mest af alt minder om en enorm sandørken. Undervejs i det skiftende landskab kan man opleve både flora og fauna, som er helt særlig for Fanø, så medbring gerne en kikkert. Madpakken kan nydes ved Fanø Bad, inden turen igen går tilbage mod Nordby.
En stor del af turen føler man nærmest, at man har øen lidt for sig selv, uanset årstid – En skøn tur på ca. 10 km.

// Trine